Der var tre
grønlandske kvinder
på isen
rynkede gyldne
som efterårsæbler
af evighed
til deres egen sære sang
gik dansen
de sagde
smag på sukkersneen
og mærk hvordan det er
når koldt blir til varmt
på isen
her findes
ingen horisont
og ingen
begyndelse
ved blåsorte blikkes
hvide lys
blev de mine
på isen
hører du til
her findes
intet skjul
hør den fejende sang
af vores stemmer
nordenvinden
er størst af de fire
og altid
blir tiden borte
på isen
de sagde
aldrig forlader vi
dette barn
der blev sat på den hvide jord
en tidlig frostung morgen
nu danser jeg med dem
i dybe drømme
og lever
af sukkersne
Fra digtsamlingen: Så længe jeg er ung. Gyldendal 1991
Ingen kommentarer:
Send en kommentar