Strandet på fortidens øde ø af Charlotte Meng Kristensen

Hun holder hånden
som tilhører den unge
den eneste blandt de ansatte
som ikke synes forstenet

Den unge lader støvkluden hvile
i sit blomstrede skød
stryger blidt hendes knoer
velvidende tiden er knap
til ufærdige forretninger
og farmors bristede hjerte

Hun hører hans stemme igen
og hvisker med et suk sit svar
i et tidsløst rum

Så sidder de der
kødfuld hofte mod benet hofte
på en klodset seng
lader velformede ankler vippe
så fødderne svinger i luften
som på en badebro
for evigheder siden
da alt endnu var godt




Fra Digtsamlingen "Mennesker Menneske" Forlaget Jorinde & Joringel 2014