I overmorgen, måske af Vita Andersen

Når hun vågnede om morgenen
var det som noget
hun havde drømt
kun de to hvide strimler
der løb ned ad indersiden
på hendes lår
når hun steg ud på gulvet
fortalte at det var virkeligt
hun havde været der
og de havde elsket
flere gange

Han gik altid ved tretiden
forreninger
sagde han vel til sin kone

hun besluttede ikke at vaske sig
så ville hun hele dagen
have hans lugt i sig
og kunne tænke på ham
måske varede lugten også til i morgen
og i overmorgen
ringede han måske

Fra digtsamlingen Tryghedsnarkomaner. Akademisk forlag 1979