Øjeblikket af Klaus Rifbjerg

Da det er umuligt af få nogen
Til at forstå noget som helst
Er det utroligt at man alligevel prøver
Både med de såkaldt ansvarlige
Politikere og sine venner og sin kone
Og sine børn. At man gider. Tænk, at man
orker at bruge et helt liv på at banke
Fornuft ind i andre, når man alligevel
På forhånd ved, at de ikke fatter en brik.
I hvert fald ikke noget at det
Man allerhelst vil have de skal forstå
Noget der ligger én virkelig på
Sinde og er så dybt forankret i bevidstheden
At man knap nok self forstår rækkevidden
Og hvad det for alvor betydet
Og hvor afgørende det er ikke blot for
Ens kone og børn og venner og bekendte
Men også for de såkaldt ansvarlige
Politikere og ikke mindst for én selv.
Det er både selvmodsigende og idiotisk
Også selvom man har lært at elske stenen og
Forstår hvorfor Sisyfos mod al fornuft
Er begejstret for at rulle den op igen
Når den lige er rullet ned. Det er for tåbeligt,
Det er. Det er for langt ude ligesom tanken
Om den absurde passage i ingenting
Hvor det endelig afgøres om ægget kommer
Før hønen eller omvendt. Der må være et
Øjeblik. Der må.



Fra digtsamlingen Knastørre digte, Forlaget Gyldendal 2006