Min muse af Sejer Andersen

der var engang
en kvinde
som forlangte realiteter
af en mand

(en realitet er altid for meget realitet for en kvinde)

manden vidste ikke hvad han skulle svare
han levede af drømme

(men han sov ikke)
og han svarede

hver gang jeg giver dig
et sommerfuglekys
i en drøm
er det min realitet

min muse: og kvinden lod som om hun ikke forstod svaret
for at kunne inspirere - håbede hun - drømmerens poesi.

Fra digtsamlingen Et sommerfugle kys, Eksperimental Forlag 2011

Hvis du en dag overgiver dig af Kristina Anna

Hvis du en dag overgiver dig
Så overgiv dig til mig
Lad mig vide det
Indtil da vil jeg holde om dig
I hemmelighed
Nyde dig for mig selv
Mit hjerte er vildt og frit
Lever sig eget liv
Uden at spørge mig forelsker det sig bare
Vikler det sig ind
Hvad er meningen og hvor ender vi?
Er det sand kærlighed?
Eller er det en kategorisk kærlighed
Baseret på noget der mangler
Et briste af en slags?

fra digtsamlingen De lydløse sange- Sulten i seng, et Lommepoetisk tillæg til albummet med samme navn, 2014

Af Poul Høllund Jensen

Jeg bygger luftkasteller mellem pegefinger og
androidskærm. Jeg bor i en membran, der er
tyndere end grænsen mellem lys og mørke.
Skjult for skattevæsen. Usynlig for
pantefogeder. Jeg fantaserer mellem virtuelle
venner og høj musik. Du henvender dig til mig
på gaden. Du tror du ser mig; men i et
skærmtouch er der kun plads til én.

Fra digtsamlingen Det er fint at tænke på Nordsøen, Forlag Ravnerock 2012

Pessimisme af Cecil Bødker

Fredsdue
født af Picasso,
forlad din litografiske dvale,

slå følge med
kirkegårdsfuglen
fra sorgens marmor,

og duen af gips,
åndens symbol
over præstens isse.

Tag dem med dig
tilbage til arken,
hvorfra I fejlagtigt drog ud,

find hullet i skottet
og sig ham,
Noa:

Menneskene er ikke gode,
bed ham
lette bundventilen.

Fra digtsamlingen Samlede digte, Forlag: Hasselbalch 1964. og debutten Luseblomster, Forlag Arena 1955

af Hans Erik Larsen

Ditte Besserbarn afsyrer en stol i haven
med kausisk soda -

jeg afsyrer mig selv
uden hjælp fra nogen

allermindst mig selv
det er dronningens fødselsdag

og Hjerte
vores nye kat
der kom
da Kaos døde

klatrer op efter en fugl i det smukke træ
til højre for brændestablen

Så ringer vækkeuret i struben på en fugl der kvidrer
uden gren

i det enkle alting som
birketræ med mejser

der slår ned
imellem bladen

og sollys der
banker på
vandpytters mørke jord for regn

Fra digtsamlingen Alisa, Forlag Lindhardt og Ringhof

Barn af Lene Henningsen

hvad jeg ikke er
for dig nu
kræver
et ord bedre
et et liv

til dine hænder

Fra digtsamlingen Siden som stjerne, Forlag Lindhardt og Ringhof 2003

Jeg oplever, at skænderier ofte kommer af, af Pablo Llambías

Jeg oplever, at skænderier ofte
kommer af, at to fortællinger støder
sammen. To fortællinger om, hvordan verden
hænger sammen, og hvem der er den skyldige.

Skænderier er en definitions-
krig. Hvilken historie kan påberåbe
sig definitionsretten. Hvilken hi-
storie svarer mest til det, som vi kalder

virkeligheden. Jeg siger ikke, at virkeligheden
ikke findes. Men den findes gennem hi-
storierne. Ingen historie er fuldkommen
dækkende. Hvis man opgiver at være rimelig,
at have ret, at være o.k., er der ingen
grund til at skændes. Hvad skulle man skændes om.

Fra digtsamlingen Sex Rouge , Forlag Gyldendal 2013

Lys Lyst af Thera Hoeymans

Nænsomt
rører du
ved det dybeste
i mig.

Smukt
tænder
du
mit
liv
og
jeg føler
du er
i mig
som
den eneste
virkelighed,
der
virkelig
betyder
noget.
Du kaster
lyst
omkring
mig
og
giver mig
lys
og
styrke
til at se
verden
med dine
øjne.

Nænsomt
åbner du
mig
for
dig.

Fra digtsamlingen Sirener og blå lys, Forlag Wisby & Wilkens 2001

Af Mogens Bynkou Nielsen

Glem mig ikke for æbletræernes
skyld, når de falder på nat
og glem mig ikke for skønheden
i baggårdroserne når de glinser
af saft, og glem mig ikke
for lamaen der tygger så sjovt
og glem mig ikke for stjernen
der skyder ryg i oceanet, og glem
mig ikke for to hoveders
skyld, de to hoveder
der sidder på muren og gemytligt
gennemgår hele historien om Alice
og hele udsendelsen om Joachim, og glem
mig ikke for den lille fisk
der skeløjet indrømmer, at den ikke egner sig
til menneskeføde


fra digtsamlingen Altid cyklende i modlys, Forlag Jorinde og Joringel 2009

af Stine Bork Kristensen

Hvem ville ikke stilne som
dug og uvished med dig i et
virkeligt landskab, sprede lår
på endnu en kunstfærdig bænk midt i en
smukkere og smukkere indsigt, glemme
sig selv som ligeværdig
skødehund, hvem ville ikke
savle blindt inde i
udsigten til den store katastrofe,
herre?
Hvem ville ikke rejse sig
bagefter med samme
flossede opdrift som
valmuer efter et blæsevejr?
Hvem ville ikke ikke krydse sine ankler,
begynde at ryge igen,
træde til side
trænge frem,
ryste,
prøve på at elske dig uden ord som
foreskrevet?
Hvem ville ikke være allermest nøgen set bagfra af dig?
Hvem ville ikke være bange for sig selv i
savnet, som hende der er mig,
de lodne hænder,
strejfende omkring sig selv,
alt er så fint i stykker?

Fra digtsamlingen Begynd mig, forlaget Korridor 2014

Der er krig og en slutning af Jonas Reppel

Der er krig et sted i verden
og jeg har aldrig været indblandet
for de fik ikke et ja fra mig
og denne digtsamling er allerede gået over gevind
der er så meget den vil sige
så meget den vil fortælle
om ansigter og gader og dufte
og om dengang og er det ikke længe siden
at han og hun og den og dem
og et klubværelse og en venter og et forår
vindens knæ der larmer
og udsigten ude på landet
der pludselig siger så meget
mere end den gjorde engang
og storbyens larm der er forsvundet
og der er krig i verden
og en solstråle i mit liv
der kommer på sin cykel
med sommeren i ryggen
og får mig til at glemme
at der er krig i verden

Fra digtsamlingen Daggryet drukner bag strakte tage, Forlag Printxpress 2012

af Adda Djørup

du har efterladt din sorg Issa i det reneste digt jeg kender

du beviste at sorte sten kan gøres vide
du beviste at sten er sten
det er rigtigt og smukt
det er for let at bære

du gjorde det på bare tre linjer

selv er jeg stadig et menneske med mange umulige ønsker
(alt for mange linjer):

hvor ville jeg gerne skrive dét digt
løfte øjnene fra papiret lægge pennen

Fra digtsamlingen 37 Postkort, Forlag Samleren/Rosinante&co 2011

Når tid er af Poul Lynggaard Damgaard

Strejfende mod
boulevard
gemt væk
bag bygningerne.

Dramatisk er natten,
hvor vilkår er skiftende
i fælles sprog ingen
sætter ord på.

Du nævnte
ensomheden.
Se, hvor den lyser op.

Skjulte steder
åbner sig for nogen
i søgen væk fra
lukkede mure.

Vi kender hinanden.



Fra digtsamlingen "Boks Sepia" , Forlag PrintXpress 2013

Var det dine kys af Nana Rømer Dorph-Petersen

Var det dine kys, der satte det i gang. Den lette berøring?
Jeg ved det ikke.
Vi åbnede, hensynsløse og vilde
en skakt - en nedadgående bevægelse
i drømme.

Var du kun en drøm? Ugen efter var himlen hvid
og luften fuld af modne frugter, der faldt fra
-en efter en.
Jeg græd og tørrede op efter mig. Fortvivlet.
Jeg er forbandet uden dig. Dagene går-
engang var du her hos mig, holdt om mig, tæt og fast.Tabet er uigenkaldeligt
men i mine tanker er du stadig fuld af farver
og nærvær.

Vi åbnede os. Gik ind ad hinandens døre
ind i vore landskaber og vandrede på hvilens bakker
mede skød tæt sammenslyngede.
De blå lygter skinner ikke mere, regnen er stoppet
landskabet tørt og øde.
Vi gik ind
boede i hinandens største hemmeligheder og dybeste afgrunde
Var i afgrundende
SAMMEN.
Vi gik ind. Ledte og fandt.

Himlen er hvid. Skyerne er tømte for vand.
Uden en dråbe dør jeg og ser træerne sygne hen i landskabet.
Tømte for ord.

Fra digtsamlingen Rudeskår, Forlag Ravnens forlag 2010

Gennem byen sidste gang af Dan Turèll

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem min by
igennem København
som jeg har gjort det så mange gange før
og jeg vide det er den sidste gang
og jeg vil vælge min rute med omhu
og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og jeg vil gå ned ad alle de små solløse sidegader med alle deres ned-
lagte butikker
og jeg vil sé på alle antikva-udstillingerne af gulnede gardiner
og fedtede gasapparater
og jeg vil mærke lugten i næsen af kål og frikedeller og kartofler
i hver eneste trappeopgang
og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt
livet er
og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede forblæste
baggårde
og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden
og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne med deres
svulmende barme
og kalde dem ind når maden er færdig
og ud af vinduerne vil der hænge tørresnorre med familiens
undertøj
og der vil blafre i vinden
og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkarter i skumringen
jeg vil slentre langs Saxogade Oehlenschlägersgade
Kingosgade
og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene
måske Café Guldregn
og nyde en bitter dram og ikke andet
og så ud og videre
jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København
jeg vil sige farvel til min by
jeg vil sé alle Versterbros arbejdere komme hjem i deres
kedeldragter
mærket af dagens slid og sved
med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet ekstrablad
i baglommen
jeg vil sé vinden kysse deres furer vom munden
og tænke på hvordan de i nat vil pløje sig op i deres
koners kusser
og på hvor simpelt det dog er
som mejerimanden sagde til mig på mit livs første job som
mælkedreng
'Gammel ost og Mors den lille
smager godt men lugter ilde'
og de fleste af dem kender den slags vers og ikke så mange
andre
men de kender den lille og har også været mælkedrenge
før de fik deres furer
og jeg vil gå videre fra Vesterbro
jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
og den vil skære i hjertet som den altid gør
de sædvanlige sprittere vil sidde der og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres
mælkekartoner
fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser
familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på
week-end hos familien på landet
og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet
og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund
og meget meget fjern
og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre
ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels
eller som når man kommer ud af biografen fra en film
jeg vil tænde en cigaret og gå videre ned ad Vesterbrogade til
Rådhuspladsen
hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer
og igen vil jeg bare stille mig
op ad en plakatsøjle
og stå og kysse alle i mit stille sind
da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden
og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv
og alle mine drømme
ganske som så mange andres liv og drømme
og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele
pakker det sammen og det brænder og rådner
som din cigaretpakke således også du
og jeg vil vide det ganske klart og uden sorg
som neonlysene tændes over Rådhuspladsen
og lysavisen telegraferer sine nyheder
alting er så flygtigt og forbigående
som éns sidste slentretur i byen
og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af alle mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går der i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder gaden-

Fra digtsamlingen Lysende sange, et digtudvalg ved Chili Turèll, Forlag Borgen 2006

o af Inger Christensen

Sådan er her så stille i stilheden.
Det minder lidt om lyden i en pære,
hvor tråden brænder over,
men lyset er slet ikke tændt.
Bare stille, og regnen fra før,
som mit øre ikke rigtig kan huske,
destilleret, dateret
og verdensløs.


Fra digtsamlingen Samlede digte/Brev i April, Forlag Gyldendal 2008 /Brøndums forlag 1979

Klarhed af Torben Dorph- Petersen

I nat
skyller stjernerne
indover
min nøgne hud,
døden trækker spor
mod mine alt for nysgerrige drømme.

Forvandlet
står jeg hér,
seende bagom.

Fra digtsamlingen Kærlighedens partisaner, Forlag: Ravnens forlag 2001

af Birgitte Krogsbøll

jeg kan lide tale, og med det mener jeg det man siger,
råber nynner brummer hvisker, og det man skriver,
tegner maler spiller klipper og fx former i ler eller rav
eller sten eller lyd eller stof eller guld eller træ eller brød;
både det man ved man siger, og det kroppen siger når
man ikke selv lige husker på det, men andre lytter med
blikket, som fx når man hører noget man synes er dumt,
og tier, men kroppen løfter éns knoglede, løst hængslede
skuldre, så de hvisler 'du snakker som du har forstand
til, idiot', og man håber andre ikke ænser det, eller som
når man på stien eller gulvet eller vejen eller bakken, på
stranden, i Føtex, på tanken, på gangen møder et dejligt
menneske, og kroppen af sig selv begynder at gløde og
brumme og nynne, vibrere og dufte og herske med blød
og determineret tyngdekraft, som når vi folder arme og
ben samtidig med dem vi kan lide, og læner os modsat
dem vi frygter og hader, som når vi brøndåbner vores
pupiller for nogle, og snører dem sammen for andre, som
nåle, som når vores hår begynder at flagre i luften, skønt
det er vindstille, når du er i nærheden, så vi kan ramme
hinanden som blinde, gispende pletter, og trække alt ind,
nær, tættere end tættere, og med man og vi siger jeg jo
jeg og os

Fra digtsamlingen Perfekt Uorden,Forlag Kronstork 2014

Af Rasmus Nikolajsen

Når en person er holdt op med
at elske en eller anden,
føler hun,at hun selv er en
anden, selv om stadig er
den samme. En soldat bærer
på en såret kammerat helt
uden at ænse den gyldne
solnedgang over slagmarken.

Fra digtsamlingen "Alting ender med et bryllup, Forlag Borgen 2008

Blåhals af Birgit Keller

Ørnen i mig stiller krav
om bopæl i min krop

min bange krop er krummet fast
i forsvar for sit æg
i pansring mod en verden

ørnen i mig retter sine sanser ud
mod klippeliv
mod vej til åbent land

den skriger fra min strube
strækker krop og flækker led

retter vinger ud til
vingesus og flugt
en blåhals følger
den som ven


Fra digtsamlingen Dragedans, Forlag Rosinante/Munksgaard 1992

af Theis Ørntoft

det går bedre i hendes parforhold nu, skriver hun
de sov i en skov af bregner i nat, skriver hun
og hver gang hun stod op for at tisse
flød det mørke ocean ud af hendes køn.
Faldt i søvn igen efter at have svaret
drømte intet, himlen grå da jeg vågnede.
jeg går ud og stiller mig under bruseren.
Jeg stiller mig og venter på, jeg ikke gider stå der længere.
Jeg går ud i byen og mødes med venner og bekendte
lytter til deres stemmer, ser dem i øjnene.
På et tidspunkt går jeg hjem.

Fra digtsamlingen Digte 2014, Forlag Gyldendal 2014

20 af Louise Juhl Dalsgaard

Hun vil gerne gå. I stå. I blomst. I hundene.

For Dem og De Andre, for Os og Hinanden. Hun vil så
gerne så meget. Viljen fejler ikke noget, nej viljen fejler
bestemt ikke noget. Troen derimod, er mere problematisk.
Hun tør ikke tro det bedste eller det værste. Hverken det
hele eller det halve.
Så siger hun tak i stedet. Tak for alt. For meget.

Hun har vendt den anden kind til alt for længe.
Nu er det røvens tur.
Så venderhun røven i vejret og næsen i sky. Og slår de igen,
vender hun bare den anden røv til: Tak for den gode vilje.
Hun bukker. Røven i vejret. Og går.


Fra digtsamlingen "Mit ønske om at dø er rent hypotetisk, forlag Jorinde & Joringel 2011

Kirstines klagesang Af Kell Ivan T Thygesen

Jeg har forladt mit fædrende hus,
og fulgt dig her til denne ø.
Jeg har født dig syv sunde børn.
Sig ej, jeg ikke har taget min tørn.

Dagligt må jeg dog lide den spot
ingen at være udenfor for slot.
vi respekteres ikke som kone og mand,
og vores børn regnes af uagte stand.

Den gamle lov gav kvinden ret
til hustru at lyde efter 3 år i træk
at have delt seng og bord med en mand
og husets nøgle haft i vare forstand.

Nu nye ideer fra visse præster
presser kongen så han giver efter.
At leve i de adelige fruers skygge,
det er den fremtid, vi så har at bygge.

Min mand, du mit livs lys og ære,
hvordan kan du stiltiende bære
at se din familie leve i skam.
Kongen må hjælpe. Tal til ham.


Fra digtsamlingen "Supernova" Forlaget Forlag.1.dk 2014

Af Signe Gjessing

Sommetider trækker vinden huden væk under dig
som dugen under kuverter, der bliver stående. Du
ryger ikke ned.

Jeg klatrer. Min hud er
hæftet i min guds ene side. Det er straks mere
alvorligt.
Du spiser digte og bliver
digtfarvet.
Du er alt for synlig i majnatten, råber jeg
til dig fra træet.
Frugttræet blomstrer med
fingerknips indtil huden bliver rød. Sart rosa. Så
tager den til genmæle.
De dyrebareste
erfaringer tørrer fingre i huden-

dét er så sølle, at
jeg kunne græde.

En fontæne har en start og en slutning.


Fra digtsamlingen "Ud i det u-løse" , Forlag Gyldendal 2014

Leg af Per Højholt

Her er to
nu tager jeg en*
Så har vi tre.
Nu tager jeg en til.
Fire. Og nok en.
Så har vi fem.
En til, sådan 6.
En til Syv. En til .
Otte. Og en til Ni.
Nu har vi nu.
Nu har vi ni.
Vi tar en til.
og NU har vi ti.


* Legen kan leges af enhver som har nogen. Man begynder med to og bliver ved til ti. Holder man ikke op med ti mister legen enhver finesse.

Fra digtsamlingen "Samlede digte", Forlag Gyldendal 2005

Det er smilehullet i din kind af Lise Andersen

det er
når du får mig
til at
le

det er
brevet
gemt
i min kuffert
under en anden
himmel

det er
når du lytter
for et tusinde gang
til noget
jeg har
skrevet

det er
når du går ind
i mine
drømme
får
mig til at
se

det er
det
at du
er der
når
jeg kommer
hjem


Fra digtsamlingen "så vi kan skilles" fra forlaget Ravnerock 2012

Til min Far af Tom Kristensen

Er det Stilhed at blive en gammel Mand?
Er der Hvile og Ro i de hvide Aar?
Og siger Du denne gang Nej til din Søn
vil han ængstelig spørge: Hvornaar da, hvornaar?

Du har bundet en Evighedstrang i Hjul
og i sære Maskiner, som aldrig kan gaa
og bundet den selvsamme Drift i din Søn
som en svimmel Ærgerrighed ud i det blaa.

Du har leget med Hjul, jeg har leget med Ord.
Det umulige Maal vilde Fader og Søn.
Men den eneste Evighed vi to fik fat
var den evige Uro, vor eneste Løn.

Den Urolig Søn har spurgt dig i Dag:
Er der Hvile og Ro i de hvide Aar?
Men siger Du denne Gang Nej til din Søn
Maa han ængstelig spørge: Hvornaar da, hvornaar?


Fra digtsamingen : Glimtvis åbner sig nuet, forlaget Gyldendal 1994

Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl

Et sted i mørket
har jeg gemt en flig af mig selv,
for længe siden.
Solen nåede ikke mine øjne,
så ikke mit tabte våben
og lod mig flagre rundt i Københavns gader
med en mørkerød sløjfe om fingeren.

Jeg drak om kap med min egen skygge,
tegnede kridttegninger af to piger, hånd i hånd,
uden at vide hvorfor. Hvornår? Hvordan?
Og Nørrebro har aldrig været flottere,
Vesterbro aldrig kendt mage til skønhed,
når jeg viste mine drømme
i vandpytter, i springvand
og i alle Københavns kanaler.

Jeg fangede sommerfugle med mine hænder,
sendte bud efter noget, jeg ikke vidste hvad var.
Og pludselig trådte jeg nemmere under min kjole,
da en lysstribe skar mig behageligt i øjnene,
så alt andet omkring mig forsvandt.

Mine fødder var våde af ønskevand,
da jeg endelig steg ud og op,
da jeg så sommerfuglekolonier kredse omkring
et oplyst sted i mørket.

Og min finger blev fri,
idet mit blik så motivet tage form
af kærlighedsflammer på stjernevandring.
Den bankende rytme i mit bryst
forbandt min uberørte længsel
med en udstrakt hånd
og et sæt grønne øjne.
Nu stod farveeksplosioner æresport,
mens jeg anede kærlighed under et tegn af stjerner.

Et sted i mørket
fandt hun en flig af min ufuldendte krop
og fik kysset mit hjerte på plads
mellem stjerner og Københavnerstøj.


Fra Digtsamlingen "Under Cassiopeia, Forlaget Mellemgaard 2013