af Birgitte Krogsbøll

jeg kan lide tale, og med det mener jeg det man siger,
råber nynner brummer hvisker, og det man skriver,
tegner maler spiller klipper og fx former i ler eller rav
eller sten eller lyd eller stof eller guld eller træ eller brød;
både det man ved man siger, og det kroppen siger når
man ikke selv lige husker på det, men andre lytter med
blikket, som fx når man hører noget man synes er dumt,
og tier, men kroppen løfter éns knoglede, løst hængslede
skuldre, så de hvisler 'du snakker som du har forstand
til, idiot', og man håber andre ikke ænser det, eller som
når man på stien eller gulvet eller vejen eller bakken, på
stranden, i Føtex, på tanken, på gangen møder et dejligt
menneske, og kroppen af sig selv begynder at gløde og
brumme og nynne, vibrere og dufte og herske med blød
og determineret tyngdekraft, som når vi folder arme og
ben samtidig med dem vi kan lide, og læner os modsat
dem vi frygter og hader, som når vi brøndåbner vores
pupiller for nogle, og snører dem sammen for andre, som
nåle, som når vores hår begynder at flagre i luften, skønt
det er vindstille, når du er i nærheden, så vi kan ramme
hinanden som blinde, gispende pletter, og trække alt ind,
nær, tættere end tættere, og med man og vi siger jeg jo
jeg og os

Fra digtsamlingen Perfekt Uorden,Forlag Kronstork 2014