af Stine Bork Kristensen

Hvem ville ikke stilne som
dug og uvished med dig i et
virkeligt landskab, sprede lår
på endnu en kunstfærdig bænk midt i en
smukkere og smukkere indsigt, glemme
sig selv som ligeværdig
skødehund, hvem ville ikke
savle blindt inde i
udsigten til den store katastrofe,
herre?
Hvem ville ikke rejse sig
bagefter med samme
flossede opdrift som
valmuer efter et blæsevejr?
Hvem ville ikke ikke krydse sine ankler,
begynde at ryge igen,
træde til side
trænge frem,
ryste,
prøve på at elske dig uden ord som
foreskrevet?
Hvem ville ikke være allermest nøgen set bagfra af dig?
Hvem ville ikke være bange for sig selv i
savnet, som hende der er mig,
de lodne hænder,
strejfende omkring sig selv,
alt er så fint i stykker?

Fra digtsamlingen Begynd mig, forlaget Korridor 2014