Af Signe Gjessing

Sommetider trækker vinden huden væk under dig
som dugen under kuverter, der bliver stående. Du
ryger ikke ned.

Jeg klatrer. Min hud er
hæftet i min guds ene side. Det er straks mere
alvorligt.
Du spiser digte og bliver
digtfarvet.
Du er alt for synlig i majnatten, råber jeg
til dig fra træet.
Frugttræet blomstrer med
fingerknips indtil huden bliver rød. Sart rosa. Så
tager den til genmæle.
De dyrebareste
erfaringer tørrer fingre i huden-

dét er så sølle, at
jeg kunne græde.

En fontæne har en start og en slutning.


Fra digtsamlingen "Ud i det u-løse" , Forlag Gyldendal 2014