Viser opslag med etiketten Følelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Følelser. Vis alle opslag

mandag den 2. februar 2015

Til min Far af Tom Kristensen

Er det Stilhed at blive en gammel Mand?
Er der Hvile og Ro i de hvide Aar?
Og siger Du denne gang Nej til din Søn
vil han ængstelig spørge: Hvornaar da, hvornaar?

Du har bundet en Evighedstrang i Hjul
og i sære Maskiner, som aldrig kan gaa
og bundet den selvsamme Drift i din Søn
som en svimmel Ærgerrighed ud i det blaa.

Du har leget med Hjul, jeg har leget med Ord.
Det umulige Maal vilde Fader og Søn.
Men den eneste Evighed vi to fik fat
var den evige Uro, vor eneste Løn.

Den Urolig Søn har spurgt dig i Dag:
Er der Hvile og Ro i de hvide Aar?
Men siger Du denne Gang Nej til din Søn
Maa han ængstelig spørge: Hvornaar da, hvornaar?


Fra digtsamingen : Glimtvis åbner sig nuet, forlaget Gyldendal 1994

tirsdag den 20. januar 2015

Martin II af Anja Lykke Lindberg Christophersen



December 2009


Til alle dem der lader sig falde ind i mørket og lyset i den
elskedes øjne. Til alle dem der bliver i mørket, når den
elskede forlader dem. Til dem der føler tryghed i mørket.
Og til dem der ikke kan finde ud.
Til Clive

Martin II

Jeg sidder i sofaen. Det stormer med slud, og jeg er kun
iført undertøj. Stormens rusken i de gamle vinduer over-
døver mit hjertes banken, og stearinlysene får mig til at
glemme kulden og mørket, der omslutter os. Intet andet
end os opsluger os. Os og stormen.
Jeg sidder oprejst med stor pude i skødet. Jeg kan
ikke tage øjnene fra dig. Du er fuldt påklædt og ubarberet,
og du kærtegner din guitar. Du lægger forsigtigt din kind
ned mod det mørke træ, og lyden af instrumentet fylder
værelset med en intensitet, der giver mig tårer i øjnene.
Jeg længes allerede mod dig, og jeg tror godt, du ved det.
I mørket og stearinlysenes skær er du det smukke-
ste, jeg nogensinde har set. Du synger smertesang til
mig, og du smiler dit sørgmodige smil, hver gang du ser ind i mine øjne.
Jeg er ikke andet end tillid. Lige nu. Forlad mig nu,
og jeg tror på, at det er sidste gang. Igen.

fra udgivelsen "Til Clive" Forlaget Underskoven 2012.

mandag den 19. januar 2015

Af Per Kirkeby


Alle kvinder har et lysskær over ansigtet.
Det er ikke altid at man ser det.
Ser en mand det hos en kvinde
er det den kvinde han knytter sig fatalt til.
Dette lys over ansigtet er som en planets atmosfære.
På planeter uden atmosfære kan mennesker ikke leve

Fra digtsamlingen "Den arktiske ørken". Forlaget Borgen 2004

lørdag den 10. januar 2015

Uden dig af Susanne N .Michelsen



Jeg kunne ikke arbejde
for i mine hænder
var dine

Jeg kunne ikke tale
for mod mine læber
var dine

Jeg kunne ikke se
for i mine øjne
var du


Fra digtsamlingen: Et øjeblik, Forlaget Attika 2008