fredag den 17. juli 2015

af Lea Marie Løppenthin


den der skriver tror, hun har oplevet noget forfærdeligt
eller den der skriver har oplevet noget forfærdeligt
og opdager, at hun ikke har opdaget det
skriften kan være et distræt traume

jeg er gæst til til en fødselsdag for et barn
det er ikke forfærdeligt
barnet er i pleje her fordi hendes mor er narkoman
men her er ingen narkomaner
barnet har meget smukke kindben
jeg har bøjle-bh på, to sorte fjelde på en brystkasse
hun bygger huler på mig, stabler af puder og tæpper
jeg skal springe op og sprænge hulen i stykker, som et monster
det er en god leg
jeg kan lide at tale med dem jeg kender godt, og dem jeg ikke kender godt
det er hver sin slags tillidserklæring
vi er alle sammen glade for haven

om aftenen er lampelyset et gitter på væggene
antallet af vægge i mit værelse ændrer sig ikke
der hang slikposer i lag i kiosken og formentlig i alle kioskerne
en kvinde med tørklæde stod på fortovet med en lyserød dinosaurus- ballon
det var min udsigt på cykelturen hjem


fra digtsamlingen "nervernes adresse", Forlaget Gladiator 2014