Når der nu kun er den sidste stump filmrulle
tilbage af livet
og den allerede slipper tandhjulene
og sender en gnistregn op på lærredet
af lysprikker og ukendte tegn
Hvordan kan det så være
at himlen i oktober
kupler sig blåt og uberørt
som en genspejling
af en sø
hvor de druknede
synker og synker
uden nogensinde
at nå mudderbunden
Fra digtsamlingen "Frø" Det Poetiske Bureaus forlag, 2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar