onsdag den 30. september 2015

Gå af Lasse Thorning



hviske tiske


en skorstensbrand i et termitbo
min mund er sort og hed
en amazonekvinde står vagt
under ordenes pyloner

det er en kamp
at være ærlig

jeg gør mit bedste
for at hjælpe de varmeste smørblomster
ud af mulden


Fra digtsamlingen "Sådan og Sådan" Forlaget Jorinde og Joringel, 2012

tirsdag den 29. september 2015

ALLEGORI af Charles Baudelaire


Se hvor hun fører sig, en stolt og dejlig Kvinde,
hendes Lokker frit ud over Skuldren rinde.
Utugtens Gifte, Kærlighedens Klo
sårer aldrig hendes Legemes Marmorro.
Hun ler af Døden og Udskejelsen, dens Søster,
de tvende Uhyrer, hvis Hænder altid høster,
men med Tilintetgørelsen det aldrig blev tilstedt
dem at røre hendes Legems strenge Majestæt.
Når blot med sine Øjnes dejlige Blik, hun kalder,
al Menneskenes Slægt i hendes Arme falder,
Gudinde ved sin holdning, Sultaninde ved sin Ro,
hun har til Jordens Glæder den rette Tyrketro,
denne golde Kvinde, der veed det eller aner,
at hun dog er uundværlig for Verdensløbets Baner,
og at Legemets Skønhed er en Gave så stor,
at den kan give Bod for hver en Synd på Jord.
Helved og Skærsild skænker hun ingen Tanke,
og kommer Timen, hun i Mørket ind skal vanke,
blid som en nyfødt vil hun møde Dødens Træk,
uden Had og Anger,uden at kende til Skræk.

Fra digtsamlingen "Syndens Blomster", "Le fleurs du mal" Oversætter Sigurd Swane, Nansensgades antikvariat 1994

mandag den 28. september 2015

Af Philip Tafdrup


For fanden, Charlie
hun mente ikke noget med det
hun er jo blot menneskelig
sluk din cigaret
og læg dig ind til hende
forlang ikke det perfekte,
Charlie
Du ender som en ensom gammel mand
og der vil ikke være nogen
til at passe din grav

Fra digtsamlingen "Cat loves Sean", forlaget Spring, 2010

søndag den 27. september 2015

Et skridt frem....af Jesper Vad


For hvert skridt du tager
i den forkerte retning,
må du tage to skridt i den rigtige,
hvis du vil nå dit mål.

Fra digtsamlingen "En let berøring" Digte og aforismer, Greens forlag, 2001

lørdag den 26. september 2015

af Kristine Sejr


No poem, no cry.

Stærkt inspireret af manglen på tid, en hukommelse der forsvandt og Bob Marley.

fredag den 25. september 2015

Digt, af Wikipedia


Digte er ordkunst. Digte er ord som er sat sammen ud fra primært æstetiske valg for at formidle en følelse, en holdning eller en fortælling.

Digte fortæller sjældent en historie ”lige ud ad landevejen”. I stedet lader de følelser, en oplevelse, en stemning – eller digtets egen form – komme i fokus. Og ofte kan meningen ikke afkodes direkte, men må fortolkes frem. Eller måske er der ikke nogen klar mening, måske ønsker digtet blot at formidle en stemning – nærmest som et stykke musik.

Der er en række særlige kendetegn, der adskiller digte fra fx. prosatekster. Første og fremmest er det poetiske sprog tit anderledes end dagligdagssproget. Derudover gør digte stor brug af billedsprog, da de som nævnt tit skal skabe en bestemt følelse, oplevelse, eller stemning. Men den nemmeste måde at genkende digte på er via deres form; digte har som regel en særlig komposition og bruger tit rim og rytme.

Af andre virkemidler kan nævnes halvrim, bogstavrim, uventede eller usædvanlige ord, f.eks metaforer eller kenninger, gentagelser og omkvæd, ord brugt i en overraskende sammenhæng og lydefterlignende ord.

Det er værd at lægge mærke til, at det er langt fra alle digte, der bruger alle de nævnte virkemidler.

Læs mere her:https://da.wikipedia.org/wiki/Digt

torsdag den 24. september 2015

Jeg vil gå over Piazza di Spagna af Cesare Pavese


Der vil være en klar åben himmel.
Gaderne vil åbne sig
mod bakken med pinjer og sten.
Gadernes virvar vil ikke
forandre denne stille luft.
Blomster bestrøet med farver
ved fontænen vil kaste blikke
som glade kvinder. Trapperne
terasserne svalerne
vil synge i solen.
Den gade vil åbne sig,
stenene vil synge,
mit hjerte vil springe op
som vandet i fontænen -
det vil være denne stemme
der går op ad din trappe.
Vinduerne vil kende
duften af sten og morgenens
luft. En dør vil blive åbnet.
Gadernes virvar
vil være hjertets virvar
i det forsvundne lys.
Det vil være dig - stille og klar

28. Marts 1950

Fra digtsamlingen "Døden kommer og den vil have dine øjne", Oversætter Morten Søndergaard, Forlaget Bebob, 2008

onsdag den 23. september 2015

Af Ukendt


Hvad ser du søster her i min stue?
En gammel, sur og besværlig frue,
usikker på hånden og fjern i blikket,
lidt griset og rodet, hvor hun har ligget.

Du taler lidt højt, men hun hører dig ikke.
Hun savler og hoster, har snue og hikke.
Hun takker dig ikke, for hvad du gør,
er så tit, som hun slet ikke bør.

Er det, hvad du tænker? Er det hvad du ser?
Så luk øjnene op og se, der er mer!
Nu skal jeg fortælle dig, hvem jeg er,
den gamle kone, der ligger her:
Jeg er barn på ti i et lykkeligt hjem
med forældre og søskende - jeg elsker dem
Jeg er ung på seksten med håb og drømme,
så let på fod og med tanker så ømme.

Jeg er brud på tyve med roser på kind,
i mit eget hjem går jeg lykkelig ind.
Jeg bliver mor og bygger et hjem så trygt
og værner mine mod kulde og frygt.

Og børnene vokser - sorger og glæder
med årene veksler, vi ler og græder.
Så flyver ungerne bort fra reden,
min mand mig trøster, vi nyder freden.

Vi når de halvtreds, og børnebørn kommer
og bringer uro og glæde hver sommer.

Men så kommer sorger og tunge dage,
min mand er død, jeg er ene tilbage.
For børnene har nu selv børn og hjem,
og der er meget, der optager dem.

Og borte er alle de gode år,
de glade og gode kår.
Nu piller alderen fjerene af mig,
min ynde og kraft bliver taget fra mig.

For ryggen er bøjet, og synet svigter,
jeg har ikke kræfter til dagens pligter.
Mit hjerte er tungt, og mit hår er gråt,
med hørelsen er det også lidt småt.

Men inden i dette gamle kadaver
er endnu levende, smukke enklaver,
der lever barndom, ungdom og steder,
der lever minder, sorger og glæder.

De gladeste minder i sindet synger,
skønt alderens byrder mit hjerte tynger.
Og smerteligt nemmes den tunge lære,
at intet kan blive ved med at være.

Hvad ser du, Søster? - En gammel, besværlig
og træt lille kone? - Nej, vær nu ærlig!
Se nærmere til - måske kan du finde
et barn, en brud, en mor - ja, en kvinde.
Se mig, som sidder der inderst inde,
det er mig, du skal prøve at se og finde"...

fundet af en sygeplejerske på et alderdomshjem i en afdød dames sengeskuffe.
Hør den her, sunget af Pia Raug

tirsdag den 22. september 2015

af Pia Juul


*
Kirkegården var min legeplads
Der lærte jeg som barn
at gå stille
tale sagte
skæve til de sørgende
beundre dem der fik
træer til at vokse
føle medlidenhed med dem
for hvem alt groede til
opdage dem
som nogen havde glemt
de mosgroede sten
en knækket vinge
bag kapellet hvor ingen andre kom
Det lyder temmelig trist
men var det ikke
Det skulle egentlig more mig
at lære det hele igen

Fra digtsamlingen "En død mands nys", Tiderne skifter, 1993

mandag den 21. september 2015

Det er ikke fordi af Rolf Gjedsted


Det er ikke fordi,
at vi er bevidste onde
mod hinanden.
Det er kun fordi,
at vi hver især søger
evig ungdom,
umådelig rigdom
og evig berømmelse.

I virkeligheden er vore rum
fyldt med elskende hjerter.
Og vi danser gerne på højen,
hvor vore skatte er gemt.
Og nærmest for at more os,
står tiden stille og hører
vort nyeste påhit:
At tale med hinanden.

Så smugler vi os videre
over alle bjerge,
for vi ikke skal blive
for fjerne og stumme.
Det siges, at vi døde
af hver vores hjerne,
symboler, sprog,
hår og negle.
Men ingen opdagede noget.

Sandheden er altid en anden, trods alt.


Fra digtsamlingen "Skrigende mand", Forlaget Schønberg, 2000

lørdag den 19. september 2015

XLIII af Percy B. Shelley


Han er en del af den skønhed,
han tilforn gjorde mer dejlig: han gør sit,
alt mens hin ene åndsformende kraft
fejer gennem en tung, tæt verden og overbeviser
alle nye slægter formlen, de skal bære;
Martrer dødt stof,som forhaler sin egen flugt
frem mod det præg, al masse må bære;
Og folder ud sin skønhed og magt
fra træer og dyr og mennesker til himlens lys.

Fra samlingen "Udvalgte Digte og essays", Oversætter Leif Ebbesen, Forlaget Reflect, 2015

fredag den 18. september 2015

Kærlighed af Harald Landt Momberg


Kysser en blomst mellem hav og himmel
usynlighedens hjerte banker

Det fjerne er nær
det fjerne er

Der findes ingen længsel
luft og himmel
hav og jord

Et altomflammende hjerte
en prik i rotation

To er en
en er alt

Fundet på http://www.udvalgte-ordsprog.dk/romantiske-digte

torsdag den 17. september 2015

Af Anne Jepsen

Så altså..
I dag vil jeg læse--og sample musik..idag vil jeg læse--og samle
på citater..idag vil jeg læse --og savle over alverdens dejligheder.....idag vil
jeg læse--og spille Kalaha (og tabe)--idag vil jeg læse--ogstave helt
skidt..idag vil jeg læse og suverænt bestemme hvad der går an her..idag
vil jeg læse og spise vildt usundt...og så vil jeg læse lidt mere---og HVIS
jeg kommer til at tænke..så pyt--det kan vel læses væk.

Lånt med lov af Anne Jepsen, 2015

onsdag den 16. september 2015

APROPOS SKUESPIL af Peter May



Kan du huske, da vi var børn?
Kan du huske hende skuespilleren?
Hende, der pludselig blev en helt anden.
Hende, der pludselig trådte ud af ingenting.
Blev en helt anden. På et øjeblik. I øjeblikket.
Kan du huske, hvor dragende hun var?
Kan du huske, hvor meget vi kiggede?
Kan du huske vores åbne munde?
Forsøget på at forstå, hvad vi så.
Forbløffelsen. Forundringen.
Hvor imponerede vi var...
Kan du huske det?

Det var fraværet af angst, vi så.
Det var angsten, som vi ikke kunne se.
Det ser jeg nu. Så tydeligt, som kun et barn kan se.
Vi var helt vilde med den voksne, der slet ikke var bange.

Hvorfor prøver vi ikke alle at være den voksne...
...som vi vældigt godt kunne li' som børn?

Lånt med lov af Peter May. 2015

tirsdag den 15. september 2015

mandag den 14. september 2015

Supermarkedspoesi af flere kunstnere

Dette er ikke et digt, men mere en opfordring til at læse samlingen hvor fem digtere er med i.

Jens Blendstrup, Peter H. Olesen, Claus Høxbroe, Irmelin Prehn og Frøydis Sollid Simonsen.

Samlingen er udkommet på Byens forlag, og konceptet er at skrive tekster ud fra fundne indkøbssedler. Som info kan der siges at Henrik Ajspur er manden med de mange herreløse indkøbssedler.

Selv kan jeg sige at jeg samler på skrevne postkort jeg finder på gaden.

Den pæne bog ser sådan her ud

søndag den 13. september 2015

af Jóanes Nielsen,



Hjertet sang og bankede imod den civilisation
der tog moderværdigheden fra kvien
kastrerede tyren
fyldte foderfolden med svin
spærrede den smukke laks inde i undersøiske bure.
Og kyllinger som pippede morgenlyset op over horisonten,
degraderet til mad.

Fra digtsamlingen "Der findes dem der tager måneskin alvorligt", Oversætter Erik Skyum-Nielsen, Forlaget TORGARD, 2011.

lørdag den 12. september 2015

Anonymt digt til Christian d.7 - Ak, arme Danmark (1767)

Ak, arme Dannemark, nu vågner din ulykke,
se, fire tyskere kan alting undertrykke,
de tro, at riget er ved lod dem falden til,
thi kongen kan ej det, hans hjerte gerne vil.

Velsigned´ Christian den syvende i Norden,
tænk, at du konge er og ej omsonst på jorden.
Udi din faders tid fransosen os bedrog,
men i din farfars tid vor velfærd tysken tog.

[...]

[Efter Moltkes fald]
Hvi blev du ikke ved hans frænde B. at styrte,
som fuld af franske kneb er dig og os til byrde,
som understøtter kun det franske, tyske pak,
hvis stolthed, praleri er lutter løgn og snak?

[...]

[Hvad er udlændinge i hæren, andet end]
En hoben desertører foruden lyst og mod?
Nej! Norske, danske folk opofre liv og blod.

[...]

Det er en skam at se, de nøgne, tyske drenge
som pager komme ind i nogle år at slænge
straks kammerjunker bli´r, skønt de har intet lært,
og tør dog brovte af, de midler har fortært.

Med tusind dalers sold de næppe la´er sig nøje,
de tror i alle ting, at kongen bør dem føje,
og når de nøglen har, da bilder de sig ind,
at landet hør dem til med hår, med hud og skind.

[...]

Tænk derfor nu på råd, du milde landets fader,
søg danske, norske mænd, som aldrig dig forlader.

[...]

Lad danske prinser få den ret, dem kommer til,
lad tyske varme sig ved deres egen ild,

[...]

Trykt i Danske Magazin IV, 5 - 1884, s.262-65. KB Add. 246, 30. Folio. Genoptr. hos Ole Feldbæk "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet" i DIH I s.111ff

hans frænde B.: A. P. Bernstoff


fundet på dette link hvor der for i øvrigt står meget andet spændende om kulturen.

fredag den 11. september 2015

Snusfornuft af Ida Hamre


Berus dig i vin
kunst eller i kærlighed
men berus dig dog

Fra digtsamlingen "I det fri", Ravnerock, 2011

torsdag den 10. september 2015

Tryghed af Morten Ranum


hun lægger sig konstant ind til min krop
vi udtrykker den kontrast der er mellem os
jeg føler en samhørighed på tværs af kontinenter
hendes hud spejler sig i min gennemsigtige farve
linjerne ned langs hendes ryg
fortsætter med at fortrylle mig
hun smiler og jeg forenes med hende
i en tankeløs verden


Fra digtsamlingen "Saftig lørdag", Det Poetiske Bureaus forlag, 2015

onsdag den 9. september 2015

Af Annemette Kure Andersen


Hun ville sætte ham
stævne blandt algerne
sivene klirrer lavmælt
elsker elsker ikke
elsker elsker ikke så
glatte er stenene hun
skal undvige molen
rådner og skibet
rives løs

Fra digtsamlingen "Dokument" Borgen , 2001

tirsdag den 8. september 2015

Af Morten Blok


Jeg er gæst i et hus med en tilgroet have. En grå og mør-
net køje er spændt ud mellem træerne. Jeg lægger mig i
den og blir glemt af alle. Så stødes jeg frem på luften og
står dog stille. Skumringen blir tættere, og huset er en lan-
terne, men det er stemmer der stråler fra den i stedet for
lys. De manges åndedræt lægger en fin, grå em på vin-
duerne. Inde i den klokke af glas stødes de frem i deres liv
og står dog stille




Fra digtsamlingen "sønderkysset", forlaget politisk revy, 2011
Billedet er fra hjemmesiden som du kan finde her

mandag den 7. september 2015

Beboelig af Claus Ejner


som snegl med eget hus
bor jeg gratis
til gengæld har jeg ingen friværdi

som regnorm med hoved i begge ender
begynder vejen
der hvor den slutter

Fra digtsamlingen "Hjertet, der faldt i søvn", Biblioteket Øverste Kirurgiske, 2014

søndag den 6. september 2015

lørdag den 5. september 2015

Mosters vilde unger af Stine de Paoli




Fra billedbogen "Hulter-bulter-folket og andre børnerim, Abc forlag, 2013, Illustrator Bo Odgård Iversen

fredag den 4. september 2015

Af Anette H Flensburg


Kan jeg sige det tydeligt nok til dig, sige at du er så
savnet at jeg netop ikke har ord for det, er det det
du er kommet for at høre, er det derfor du er kommet
her i nat, for at delagtiggøre mig i at du fra visse
vinkler nu er af glas, mens du fra andre vinkler ligner
dig selv. Jeg beder dig om at kigge mig ind i øjnene,
for de er bundløst blygrå, mens mine er lige så
bundløst grønne, det er det vi kan sige til hinanden.



Fra digtsamlingeb "Vi bor i hinanden" Forlaget Wunderbuch, 2014

Læs mere om kunstneren her

torsdag den 3. september 2015

Af Seimi Nørregaard



Jeg kan godt beskrive, hvordan det er.
Man skal ligge helt stille og tie helt stille. På hver sin side.
Så langt ned imellem brædderne som muligt.
Her siger jeg jeg kan godt lide dig
og vi har et romantisk øjeblik.

Fra digtsamlingen : Jeg forventer en masse, Hurricane, 2005

onsdag den 2. september 2015

Af Thomas Krogsbøl


Areola og Aloera: Det er to tvillingesøstre som ikke ligner
hinanden. Eller en dag først i mig sprang alle træerne ud, og
så var der to blade der ikke lignede hinanden, men havde
noget svært beskriveligt til fælles i deres kastethed. De kendte
hinanden forlæns og baglæns, og jeg fik øje på dem i begge
retninger.

Fra digtsamlingen "Areola" Borgen, 2009

tirsdag den 1. september 2015

At huske sin hukommelse af Kristine Sejr


Og her ville jeg stå tidligt op
for at indskrive dagens digt,
det vidste min hukommelse dog ikke.
Gad vide hvad den ellers ved som jeg har glemt,
og omvendt.