Af Mette Moestrup

Man bliver selvsagt vant til, at der lugter af én selv,
men lige netop dén lugt er svært at beskrive. Jeg
holder ikke af at sidde, medmindre jeg skriver. At
skille sig af med sine håb, mygt, ja modtageligt. At sove
i ske med sin søn (godmorgen, teske). At tale med
én, som man ikke kan tale med. Bagvæggens
ujævnheder. Børns tunger, når man børster deres
tænder. Den person har vold i sig, ifølge mit instinkt.
Minde om den lille mand fra Liechtenstein, som nøs
og nøs på Café Mefisto i Århus. Hvem kunne minde
mig mindre om dig? At tage afstand fra sin stilling,
blot for at indtage en lignende position. Et spørgsmål
om ren retorik. At sætte sin lid til et stykke tid er
passivt. "Vi bliver flere og flere", sang Trille, og mors
kvindegruppe sang med og jeg med. Stiletter giver
mig smerter i fodsålen (Jeg ønsker mig: et liljehvidt
par med åbne snuder). Og Roses mand, hvad tænker
han på, mens han skaber endnu en forgængelig
skulptur: Når isfiguren smelter, måske? Minde om
flikflak og saltomortaler, jeg slog som trettenårig -
juhu - benenes nyvundne længde i luften. En
konge-torden-midnatsblå skumring, en rent ud sagt
lysende, perlende regn. Vand, som falder, i vand.


Fra digtsamlingen Kingsize, Gyldendal 2006