tirsdag den 14. april 2015

Støv et gammelt venskab af, af Alice Brasch

Hvor ville jeg elske
at være elsket.
Men hov vent!
Det er jeg jo:)
Havde fuldstændig glemt hende
mine øjne engang så,
der smilede til mig.
Fra den dag var vi venner.
Vi gjorde alt sammen
og svigtede aldrig med et ord,
hvis vi var kede af det,
hos hende var mine hemmeligheder i sikkerhed.
Ting ændrede sig-
En skarp sten spændte ben for mig,
og jeg spyttede vreden mod min ven.
Jeg spyttede på hende,
sagde jeg hadede hende,
og vendte hende ryggen.
Et halvt liv senere, mødte jeg hende tilfældigt,
så vidt tilfældigheder findes.
Mine øjne så
og hun smilede.
På mit spejl satte jeg en seddel
med mit løfte:
Fra i dag
skal alle mine handlinger sige-
Jeg elsker dig.

Fra digtsamlingen "Nu kommer glæden tilbage. Den der er på stadig vandring, går ikke forgæves. Forlaget Birmar, 2014

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar