En hilsen af Knud Kramshøj

Det holdt hårdt at få dig ud af mit liv.
Men jeg savner dig ikke mere.
Du gav mig meget,
men også
skakter af mismod og ensomhed,
oppustelige forventninger,
forelskelsers blindgyder,
vrede over altings uflyttelighed,
fremtids plagsomme hypoteser,
svedige eksamener og hænder,
præstationsangst på alle hylder,
hudløshed.
Hvorfor skulle jeg savne
den evindelige angst for at gå glip af noget,
overbevisningen om glade fællesskaber andre steder,
forestillingen om den eneste ene,
drømme om ultimativ lykke,
og et dådfuldt liv
med kraftpræstationer og glorværdige gerninger?

Næh, det er godt nok som det er.
Fremtiden giver et begrænset udsyn.
At se tilbage står en frit for.
Øjeblikket har rum og udfordringer.

Er stadig sårbar,men usårlig.
Jeg kan nøjes med håb og vrede i små
overskuelige portioner.

Fra digtsamlingen "Levedage" Hovedland, 2013