ALLEGORI af Charles Baudelaire

Se hvor hun fører sig, en stolt og dejlig Kvinde,
hendes Lokker frit ud over Skuldren rinde.
Utugtens Gifte, Kærlighedens Klo
sårer aldrig hendes Legemes Marmorro.
Hun ler af Døden og Udskejelsen, dens Søster,
de tvende Uhyrer, hvis Hænder altid høster,
men med Tilintetgørelsen det aldrig blev tilstedt
dem at røre hendes Legems strenge Majestæt.
Når blot med sine Øjnes dejlige Blik, hun kalder,
al Menneskenes Slægt i hendes Arme falder,
Gudinde ved sin holdning, Sultaninde ved sin Ro,
hun har til Jordens Glæder den rette Tyrketro,
denne golde Kvinde, der veed det eller aner,
at hun dog er uundværlig for Verdensløbets Baner,
og at Legemets Skønhed er en Gave så stor,
at den kan give Bod for hver en Synd på Jord.
Helved og Skærsild skænker hun ingen Tanke,
og kommer Timen, hun i Mørket ind skal vanke,
blid som en nyfødt vil hun møde Dødens Træk,
uden Had og Anger,uden at kende til Skræk.

Fra digtsamlingen "Syndens Blomster", "Le fleurs du mal" Oversætter Sigurd Swane, Nansensgades antikvariat 1994