Vågn op Kristoffer
din far er her
Jeg sætter vand over til kaffe
vi ryger smøger
han har billeder med
med ham og Kristoffer
fra sidst han var hos ham
Jeg sætter kryds ved dem jeg vil have
de skal i Kristoffers album
Kristoffer vender stadig
det hvide ud af øjnene
jeg henter glemte billeder frem
fra farens og min Portugaltur
og husker at vores temperamenter
kunne få enhver sydlænding
til at blegne
Dengang vidste vi ikke
at vi to år efter
ville sidde så pæne
og høflige sammen
som vi gør lige nu
jeg får lyst til at smile
Kristoffers album kommer ikke
til at ligne mit eget
med mine forældre og deres døtre på skøder
det bliver Kristoffer og mig
og hans sociale far
måske med sine børnebørn
og det bliver Kristoffers far
og hans lige så lyshårede søn
Kristoffer vågner
faren giver ham bananmos
medens jeg glæder mig over
at vi kan være sammen
Kristoffers krop bærer
også vores historie
man kan ikke
skjule noget for børn
Fra digtsamlingen Ønskebarn, en historie om en barselsorlov, Modtryk 1980
Ingen kommentarer:
Send en kommentar