Af Daniel Dalgaard

Jeg har det bedst med kvinder der synes jeg er smuk.
Det er noget jeg har lagt mærke til ved mig selv.
Som om det er en - uhøflighed fra deres side
hvis de ikke synes det. Det kan jo ende,
altså sårbarheden som det træk skaber,
man kan ende med hvem som helst
der på en hård og våd bænk.
Knæene der glider frem og tilbage og får små splinter.
Og hvad er det for en forventning
til sine omgivelser -
jeg kan heller ikke selv lide når folk stiller sig sådan an
måden man bliver blind på sig selv på i den situation
i den selvoptagethed
ståene i køkkenet til en fest som enetaler
hånden der
helt desperat
som en fugl der er fanget i et net
laver de her fagter. Og allerede det, jo,
allerede det, som om der er
noget billigt der. Noget løst.

Fra digtsamlingen Spejlkamel, Samleren, 2015