Gennem byen sidste gang af Dan Turèll

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem min by
igennem København
som jeg har gjort det så mange gange før
og jeg vide det er den sidste gang
og jeg vil vælge min rute med omhu
og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og jeg vil gå ned ad alle de små solløse sidegader med alle deres ned-
lagte butikker
og jeg vil sé på alle antikva-udstillingerne af gulnede gardiner
og fedtede gasapparater
og jeg vil mærke lugten i næsen af kål og frikedeller og kartofler
i hver eneste trappeopgang
og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt
livet er
og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede forblæste
baggårde
og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden
og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne med deres
svulmende barme
og kalde dem ind når maden er færdig
og ud af vinduerne vil der hænge tørresnorre med familiens
undertøj
og der vil blafre i vinden
og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkarter i skumringen
jeg vil slentre langs Saxogade Oehlenschlägersgade
Kingosgade
og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene
måske Café Guldregn
og nyde en bitter dram og ikke andet
og så ud og videre
jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København
jeg vil sige farvel til min by
jeg vil sé alle Versterbros arbejdere komme hjem i deres
kedeldragter
mærket af dagens slid og sved
med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet ekstrablad
i baglommen
jeg vil sé vinden kysse deres furer vom munden
og tænke på hvordan de i nat vil pløje sig op i deres
koners kusser
og på hvor simpelt det dog er
som mejerimanden sagde til mig på mit livs første job som
mælkedreng
'Gammel ost og Mors den lille
smager godt men lugter ilde'
og de fleste af dem kender den slags vers og ikke så mange
andre
men de kender den lille og har også været mælkedrenge
før de fik deres furer
og jeg vil gå videre fra Vesterbro
jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
og den vil skære i hjertet som den altid gør
de sædvanlige sprittere vil sidde der og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres
mælkekartoner
fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser
familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på
week-end hos familien på landet
og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet
og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund
og meget meget fjern
og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre
ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels
eller som når man kommer ud af biografen fra en film
jeg vil tænde en cigaret og gå videre ned ad Vesterbrogade til
Rådhuspladsen
hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer
og igen vil jeg bare stille mig
op ad en plakatsøjle
og stå og kysse alle i mit stille sind
da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden
og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv
og alle mine drømme
ganske som så mange andres liv og drømme
og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele
pakker det sammen og det brænder og rådner
som din cigaretpakke således også du
og jeg vil vide det ganske klart og uden sorg
som neonlysene tændes over Rådhuspladsen
og lysavisen telegraferer sine nyheder
alting er så flygtigt og forbigående
som éns sidste slentretur i byen
og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af alle mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går der i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder gaden-

Fra digtsamlingen Lysende sange, et digtudvalg ved Chili Turèll, Forlag Borgen 2006

o af Inger Christensen

Sådan er her så stille i stilheden.
Det minder lidt om lyden i en pære,
hvor tråden brænder over,
men lyset er slet ikke tændt.
Bare stille, og regnen fra før,
som mit øre ikke rigtig kan huske,
destilleret, dateret
og verdensløs.


Fra digtsamlingen Samlede digte/Brev i April, Forlag Gyldendal 2008 /Brøndums forlag 1979

Klarhed af Torben Dorph- Petersen

I nat
skyller stjernerne
indover
min nøgne hud,
døden trækker spor
mod mine alt for nysgerrige drømme.

Forvandlet
står jeg hér,
seende bagom.

Fra digtsamlingen Kærlighedens partisaner, Forlag: Ravnens forlag 2001

af Birgitte Krogsbøll

jeg kan lide tale, og med det mener jeg det man siger,
råber nynner brummer hvisker, og det man skriver,
tegner maler spiller klipper og fx former i ler eller rav
eller sten eller lyd eller stof eller guld eller træ eller brød;
både det man ved man siger, og det kroppen siger når
man ikke selv lige husker på det, men andre lytter med
blikket, som fx når man hører noget man synes er dumt,
og tier, men kroppen løfter éns knoglede, løst hængslede
skuldre, så de hvisler 'du snakker som du har forstand
til, idiot', og man håber andre ikke ænser det, eller som
når man på stien eller gulvet eller vejen eller bakken, på
stranden, i Føtex, på tanken, på gangen møder et dejligt
menneske, og kroppen af sig selv begynder at gløde og
brumme og nynne, vibrere og dufte og herske med blød
og determineret tyngdekraft, som når vi folder arme og
ben samtidig med dem vi kan lide, og læner os modsat
dem vi frygter og hader, som når vi brøndåbner vores
pupiller for nogle, og snører dem sammen for andre, som
nåle, som når vores hår begynder at flagre i luften, skønt
det er vindstille, når du er i nærheden, så vi kan ramme
hinanden som blinde, gispende pletter, og trække alt ind,
nær, tættere end tættere, og med man og vi siger jeg jo
jeg og os

Fra digtsamlingen Perfekt Uorden,Forlag Kronstork 2014

Af Rasmus Nikolajsen

Når en person er holdt op med
at elske en eller anden,
føler hun,at hun selv er en
anden, selv om stadig er
den samme. En soldat bærer
på en såret kammerat helt
uden at ænse den gyldne
solnedgang over slagmarken.

Fra digtsamlingen "Alting ender med et bryllup, Forlag Borgen 2008

Blåhals af Birgit Keller

Ørnen i mig stiller krav
om bopæl i min krop

min bange krop er krummet fast
i forsvar for sit æg
i pansring mod en verden

ørnen i mig retter sine sanser ud
mod klippeliv
mod vej til åbent land

den skriger fra min strube
strækker krop og flækker led

retter vinger ud til
vingesus og flugt
en blåhals følger
den som ven


Fra digtsamlingen Dragedans, Forlag Rosinante/Munksgaard 1992

af Theis Ørntoft

det går bedre i hendes parforhold nu, skriver hun
de sov i en skov af bregner i nat, skriver hun
og hver gang hun stod op for at tisse
flød det mørke ocean ud af hendes køn.
Faldt i søvn igen efter at have svaret
drømte intet, himlen grå da jeg vågnede.
jeg går ud og stiller mig under bruseren.
Jeg stiller mig og venter på, jeg ikke gider stå der længere.
Jeg går ud i byen og mødes med venner og bekendte
lytter til deres stemmer, ser dem i øjnene.
På et tidspunkt går jeg hjem.

Fra digtsamlingen Digte 2014, Forlag Gyldendal 2014