Alle har godt af at læse et digt om dagen. Jeg har så mange digtsamlinger, og nu, på denne måde får jeg dem også læst.
mandag den 17. august 2015
Pigerne på Hofmansgade af Bjarne Kim Pedersen
'Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet!'
Det gør ikke noget
man er født
i en andegård
når man blot
har ligget i et
svaneæg.
Det var dengang
hvor enevælden
stadig regerede
endnu inden
vi blev frie bønder
hvis vi var så uheldige
at være født vest for voldene
som holdt sammen på Kongens By
men men
historien går sin gang
og dog
stadig i 1870'erne
var der godsejere
der tog den første nat med bondens brud,
hun måtte lade sig beligge
hviskede en historiker
mig i øret
da jeg på Enebærodde
fortalte om
Martin Knudsen
som brød sin sociale arv
hvis han ikke var et resultat af første nat.
Tænk blot Andersen
måske var det,
det du savnede
begæret i himmelsengen
i stedet måtte du leve med
drømmen
der blev til så mange eventyr
som stadig fortælles
for børn over hele verden.
Gad vist hvad
det var du tænkte på
da du i 1832 badede
med Hofman-Bang
tøserne helt ude på
spidsen af Hals Odde.
Bag skovens
træer
lyngen helt uberørt
hun lå nøgen på tæppet
så smuk
de var helt alene
og så kærligheden.
De sagde hinandens navne
tæt sammen
og biernes summen
var rammen
om billedet
der aldrig bliver malet
så smukt kan livet være.
En sommerfugl landede på hendes nøgne lår.
"Vi var en dag ude på Hals: Tangen der danner Odense Fjord. Vi kogte os kaffe i lyngen, krøb på hænder og fødder, damer og herrer, men vi havde klæderne på, så langt vi kunne ud i Kattegat. Vi var ret barnlige .....
..... jeg har også gjort et lille digt, som jeg tror jeg vil lægge de fynske piger i munden:
'O, gid jeg var af
jern og stål
mit hjerte let kan få det!
Det er mig ligesom en ål
jeg kan ej holde på det!' "
(H.C. Andersen - H. H. Jacobsen 1998
Brev fra H.C. Andersen til Christian Voigt, Odense
den 2den August 1832
Første afsnit -Den grimme ælling)
Fra bogen Rejsekammeraten H.C. Andersen fanfiktion, Forlaget Ravnerock 2015
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar