fredag den 28. august 2015

Digt af anonym


Da nylig jeg flakked' paa Søen,
Omtumlet ved Bølgernes Bryst,
Hvor længtes jeg efter Øen,
Hvor Bøgen den vifter fra Kyst,
Og Sjølund, der kneiste fra Voven
Saa yndig, et Paradis lig; -
Jeg skimtede Huset ved Skoven,
Som skjuler, min Elskede, Dig.

Men Hjemmet det kjære var øde,
Og Glæden var draget af By,
I Staden der rasede Døden
Og bød de Forsagte at fly.
Da ramte et Uheld forbandet,
I Hov'det jeg fik Havari,
Jeg ønsked' mig atter paa Vandet,
For Kvæsthus og Cholera fri.

Men nu, jeg dvæler blandt Blommer,
Da hæver sig atter mit Mod.
Efter Regnen jo Solskin kommer,
Jeg føler, Gud Herren er god!
De yndige Blomster mig minder
Om Moder og Barndommen kjær,
Og end blomstre Julias Kinder,
Og hvad vil jeg Daare vel mer.

Og han som med Sangen fortryller,
Med Skrifterne, vittig og lærd,
Og hende, som Dannemark hylder,
De herlige dvæled' tidt her.
Og derfor elsker jeg Haven,
En Oase i pestlumre Stad,
Dens Minde mig følger til Graven,
I Danmark og borte derfra.

Matros
S. W. R.


I dovnskabens stund takker jeg http://www.kalliope.org/ for dette digt.