tirsdag den 2. juni 2015

Københavnerinde af Rune T. Kidde


Til min mor, Kit. 6/3-29- 16/9-97

Københavnerinde,
dine øjne, de er grå
som ildspor man kan finde
under glemte gryders låg.
Københavnerinde,
der er lang, lang vej at gå
til Blåtårns jammers minde
med de høje hæle på.
Københavnerinde
røde læber, slanke ben
med sorgens år på sinde
og med månen som mæcen.
Københavnerinde,
lukt er påfuglehalens fjer.
Lad scenelyset skinne,
skønt man ingen Pjerrot ser.
Københavnerinde,
tabte tårers Tivoli
vil ses fortryllet svinde
som en Lumbye- melodi.
Københavnerinde,
Rådhuspladsen klokken to
en Majnat vil jeg finde
dine efterladte sko.
De går så helt alene der
og leder efter dig.
Nu skal de ikke vandre mer';
men hvile lidt hos mig

fra digtsamlingen "Hvor er fyrvogteren?", Forlaget Modtryk, 2001